Metoder

De metoder jeg anvender er:

Somatic Experiencing® (SE):

Somatic Experiencing®(SE) er en effektiv metode til behandling af chok og traumer. Metoden er udviklet af psykolog og biofysiolog, Dr. Peter Levine, der har udviklet tilgangen i over 45 år.  Metoden er blevet internationalt anerkendt til behandling af voldsomme hændelser, som eks. overfald, vold, ulykker, operationer, overgreb, krigsoplevelser, naturkatastrofer, sygdom og barndomstraumer. SE er en nænsom kropsorienteret metode, hvor man arbejder med at forløse stress- og traumereaktioner gennem fokuseret opmærksomhed på kropsfornemmelser. Hvis man bliver udsat for overvældende begivenheder, reagerer man ofte automatisk ved at flygte, kæmpe eller fryse, og til tider kan disse automatiske reaktioner være ’låst  fast’ i nervesystemet. SE er en terapeutisk metode, der hjælper med at færdiggøre disse ’fastlåste’ overlevelsesreaktioner ved at aktivere kroppens naturlige ressourcer og forløse traumatisk chok gennem bearbejdelse af traumet i kroppen. Herved forløses stressreaktionerne i nervesystemet og balancen genetableres. Metoden er især anvendelig i behandlingen af PTSD og andre traume-relaterede problematikker, herunder også forskelligartede stressreaktioner.

Integral Somatic Psychology (ISP ™):

Integral Somatic Psychology (ISP) er en kropspsykoterapeutisk tilgang, der er udviklet med henblik på at øge den terapeutiske effekt i det terapeutiske arbejde. Dette sker gennem øget fokus på at inddrage kroppen i det psykologiske arbejde. Metoden er udviklet af PhD. Raja Selvam, og den bygger på en syntese mellem vestlig og østlig psykologi og filosofi. Her er fokus på at integrere krop, energi og bevidsthed i den psykologiske proces. ISP er en masteruddannelse og tilbyder en integrativ teoretisk ramme, der komplementerer andre terapeutiske metoder.

Neuro Affective Relational Model® (NARM):

NARM® er en terapeutisk metode til behandling af udviklingstraumer og tilknytningsproblematikker. Metoden er udviklet af Ph.D. Laurence Heller og fokuserer på tidligere relationelle og tilknytningsmæssige traumer på en respektfuld, ressourceorienteret og ikke-regressiv måde. I NARM-terapi arbejdes der med tidlige ubevidste mønstre af manglende kontakt, som påvirker vores identitet, følelser, krop, adfærd og vores relationer. Metoden integrerer en psykodynamisk og en kropsorienteret tilgang og trækker på viden indenfor tilknytningsteori, objektrelationsteori samt grundlæggende viden om nervesystemet. Herved integreres regulering af nervesystemet med den relationelle forståelse. Modellen inddrager somatisk mindfulness til forankring af selvregulering og forbinder kognitive, følelsesmæssige og sansemæssige reaktioner. Der arbejdes med opmærksomhed på overlevelsesstrategier, der ofte er udviklet gennem barndommen, og som kan forme og fordreje vores oplevelse af os selv, vores oplevelse af andre og kan være fastlåst i vores nervesystem. Den ressourceorienterede tilgang medfører et øget fokus på klientens styrker, evner, ressourcer og resiliens for at understøtte nye mønstre i nervesystemet og skabe nye neurale netværk, der fremmer evnen til sund selvregulering. Metoden lægger vægt på at støtte de dele af selvet, der er organiserede, sammenhængende og funktionelle. Grundforståelsen i NARM er, at mennesker helt naturligt og instinktivt bevæger sig i retning af kontakt, sundhed og heling på trods af de udviklings- og tilknytningstraumer man måtte have oplevet. NARM er en kropsligt baseret metode, hvor viden om nervesystemets regulering anvendes i den terapeutiske praksis.

Psykoanalytisk inspireret psykoterapi (IPP):

Psykoanalytisk inspireret psykoterapi er en behandlingsform som har sit grundlag i psykoanalysen, der oprindeligt er udviklet af Sigmund Freud i det forrige århundrede.

I terapien arbejdes der med vedvarende eksistentielle og relationelle problemer, som ligger bag vores nuværende problemer og udfordringer. Fokus er på at blive bevidst om tanker og handlemåder i forskellige situationer, samt opnå indsigt i hvordan disse hænger sammen med tidligere oplevelser. Der undersøges derfor for de ubevidste motiver, som kan ligge bag vores måder at anskue verden på, og som påvirker vores handlen. Psykoanalytisk inspireret psykoterapi kan især være brugbar i forhold til at opnå indsigt i nogle af de bagvedliggende årsager til vores adfærd. Behandlingsformen kan være anvendelig, hvis man har svært ved at finde ud af, hvorfor man oplever de problemer og udfordringer, som man gør. Metodens behandlingspotentiale ligger derfor i, at den er rettet mod at forstå årsagerne til eventuelle symptomer og de eksistentielle problemstillinger, der har ført til at man søger hjælp. Livshistorien bliver anvendt til at opnå indsigt i nutidens handle- og tilknytningsmønstre. Psykoanalytisk inspireret psykoterapi opererer med forståelsen af, at når vi som mennesker indgår i relationer med andre, så medbringer vi i disse relationer ’mønstre’ for, hvordan vi opfatter relationer. Disse ’mønstre’ udspringer af vores udvikling fra tidlig barndom og overføres til de nutidige relationer. Vores tidligere erfaringer med relationer former således ’mønstre’ i hjernen, som påvirker den måde, hvorpå vi indgår i relationer til andre og kan komme til at forhindre udvikling. Behandlingsformen giver mulighed for bedre at forstå sig selv og opleve, at der er sammenhæng og mening bag psykisk lidelse, tilsyneladende irrationel adfærd, drømme og tilsyneladende uforståelige reaktioner. Målet i den psykoanalytisk inspirerede psykoterapi er øget indre frihed, psykisk vækst og større tolerance over for psykiske belastninger.

På grund af sin specifikt individuelle tilgang kan psykoanalytisk inspireret psykoterapi være relevant for et bredt spektrum af psykologiske problemstillinger og psykiske symptomer. Ofte søger man denne behandlingsform ud fra en fornemmelse af at have problemer og konflikter, som man sidder fast i, som hæmmer én, og som man gerne vil forstå baggrunden for.

Den psykoanalytisk inspirerede metode retter sig mod hele personen og ikke kun afgrænsede symptomer og diagnoser.

Acceptance and Commitment Therapy (ACT):

Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er en metode, der blev udviklet i 1980’erne og 1990’erne af bl.a. Steven Hayes. Metoden udgør en gren indenfor kognitiv adfærdsterapi, men har også fællestræk med oplevelsesorienteret terapi og eksistentialistisk filosofi.

Metoden understreger processer som mindfulness, accept og personlige livsværdier.

En af de grundlæggende antagelser i ACT er, at lidelse er en naturlig og uundgåelig del af den menneskelige erfaring, og at vi igennem livet vil opleve hele paletten af oplevelser og følelser.  Det er imidlertid ikke målet i ACT at reducere symptomer eller forsøge at blive fri for svære tanker, ubehagelige kropslige fornemmelser eller følelser. ACT peger nemlig på, at det ofte er vores forsøg på at undgå og kontrollere det oplevede ubehag, der er årsagen til at lidelsen forstærkes og forværres. For mange er det ofte kontrolstrategierne, der er blevet en stor del af problemet og ikke løsningen. Derfor arbejdes der i ACT-terapien på forandring af relationen til det oplevede ubehag, på øget psykologisk fleksibilitet og på at rumme svære tanker, følelser og kropsligt ubehag.  ACT er baseret på en teori om sproget og tænkningen, kaldet ’Relational Frame Theory’, der peger på, at sproget og tænkningen medfører nogle ulemper, der kan ligge bag lidelse. I ACT søger man derfor at udvikle et alternativt forhold til vores tænkning. Den anvendte ACT-terapi anvender en bred vifte af oplevelsesorienterede øvelser til at udvikle et alternativt forhold til vores sprog og tænkning og til at træne evnen til at møde vanskelige tanker og følelser og til at rumme ubehaget. ACT-terapien retter sig endvidere mod undersøgelse af den enkeltes personlige livsværdier med fokus på at afklare og genopdage de inderste ønsker og værdier og begynde at handle aktivt på disse.

Mindfulness og meditation:

Mindfulness er en opmærksomhedstræning, der kan inddrages som et supplement i det terapeutiske arbejde. Indenfor det kliniske område blev mindfulness første gang introduceret i 1979, da den amerikanske læge Jon Kabat-Zinn og hans kolleger ved University of Massachusetts Medical School banede vejen for den terapeutiske anvendelse af mindfulness, og som den første inddrog han mindfulness i terapi ved at introducere mindfulness-baserede metoder i behandlingen af stress- og smertepatienter indenfor det traditionelle hospitalssystem.

Som begreb udgør mindfulness en af grundstenene i den over 2500 års gamle buddhistisk psykologiske tradition, og mindfulness er på dansk blevet oversat til ’opmærksomhed’, ’åndsnærvær’ eller ’bevidst nærvær’. Mindfulness er en oversættelse af ordet ’sati’, som betegner evnen til at være ’bevidst, fokuseret og opmærksom’ samt evnen til ’at huske’. Kombineres disse betydninger af ordet fremkommer en bagvedliggende, oprindelig buddhistisk forståelse af mindfulness, der fremhæver samspillet mellem hukommelse og opmærksomhed, så de tilsammen danner en beskrivelse af mindfulness som en iboende, universel menneskelig færdighed.

Med inspiration fra buddhistisk inspirerede metoder i mindfulness udviklede  Jon Kabat-Zinn den første manual i mindfulness. Den kliniske anvendelse af mindfulness-baseret terapi har i dag udviklet sig i mange forskellige retninger og inddrages efterhånden i behandlingen af et bredt spektrum af forskellige problematikker.

Mindfulness kan som udgangspunkt anskues som en metode, hvorigennem man træner sin evne til at være opmærksomt tilstede i nuet uden at bedømme eller vurdere sine oplevelser. Det kan beskrives som en bevidsthedstilstand, der involverer bevidst opmærksomhed på sanse- og tankeoplevelser, hvor målet ikke består i at blive fri for tanker, følelser eller kropslige fornemmelser. Når mindfulness forbindes med terapeutiske metoder, kan metoden anskues som en bevidsthedstræning med henblik på at øge evnen til at være fuldt, vågent og neutralt nærværende i nuet, hvilket både omfatter et kropsligt, emotionelt og mentalt nærvær.

I terapien anvendes konkrete mindfulness- og meditationsteknikker, hvor man øver man sig i træne opmærksomheden ved hjælp af sanser og kropsfornemmelser. Opmærksomheden på de kropslige og fysiske fornemmelser, evnen til at være til stede fra øjeblik til øjeblik samt villigheden til at rumme intense kropslige fornemmelser styrkes bl.a. gennem siddende meditation, bevidst afspænding, liggende kropsscanning, lette stæk og simple yogaøvelser.

Den kropslige komponent: Mindfulness som oplevelsesorienteret og non-verbal praksis

I min tilgang til mindfulness og meditation lægger jeg vægt på facilitering af sansebaserede kropsoplevelser og øget kropsopmærksomhed. Det betyder, at jeg i terapien særligt har fokus på den kropslige komponent ved den mindfulness-baserede praksis, der vedrører opmærksomhed på at sanse kroppen og på at registrere kropsfornemmelser, der til tider karakteriseres som oplevelser af ’kroppen indefra’. Ved i høj grad at betone dets kropsligt oplevede komponenter anvender jeg mindfulness som en psykologisk proces, der har grundlag i en oplevelsesorienteret og nonverbal praksis. Dette oplevelsesbaserede fokus på kropsopmærksomhed ser jeg som et væsentligt element i mindfulness-praksis, hvor den oplevede krop bliver central. Gennem vægtning af det kropslige komponent  under mindfulness-øvelserne er opmærksomheden i praksis specifikt rettet mod at erfare og registrere en direkte, ufortolket sansning af kroppen. Ved således at rette opmærksomheden mod den direkte og ufortolkede sansning af kroppen kan mange mennesker opleve en ny måde at stifte bekendtskab med kroppen på, der udgør en væsentlig, kvalitativ, oplevelsesmæssig forskel, idet den direkte sansning af kroppen er karakteriseret gennem forskellige sansemønstre, der kan opleves som: ’snurren’, ’tyngde’, ’prikken’, ’varme’ eller ’boblen’ i kroppen. Dette kan facilitere en ny oplevet selvfornemmelse, der ofte kan være svær at italesætte, men som ikke desto mindre kan skabe vitalitet i terapien.

Min forståelse og anvendelse af mindfulness er dermed inspireret af kropsfænomenologien, idet den oplevede krop, i form af kropsopmærksomhed og sansning af direkte kropsfornemmelser udgør en betydningsbærende rolle i mindfulness-baseret praksis.

Omnitherapy:

Omnitherapy er en særlig kropspsykoterapeutisk metode, der er udviklet af Omni Gal og Ron Freud gennem de seneste 20 år. Metoden består både af samtale og kropsarbejde på briks.

Gennem forskellige kropsterapeutiske teknikker arbejdes med at øge opmærksomheden på den sansede krop, afdække fastlåste mønstre og på at rumme intense eller vanskelige følelser. Tilgangen er ressourceorienteret med fokus på at undersøge, bevidstgøre og understøtte den enkeltes iboende kvaliteter og indre ressourcer.

Yogabaseret psykoterapi:

Den yogabaserede psykoterapi kan ses som en komplementær metode, der kan anvendes i tillæg til den terapeutiske proces, hvor der benyttes forskellige teknikker fra yogaens praksisområde. Det er en fleksibel praksis, som kan bruges af klienter i alle aldre med forskellige fysiske forudsætninger. I samarbejde med den enkelte udvælges forskellige yogateknikker, der tilpasses den enkeltes behov, så den yogabaserede praksis afstemmes i overensstemmelse med, hvad der er relevant og mest hjælpsomt for den enkelte.

I den yogabaserede psykoterapi benytter jeg mig af praksisformer indenfor yin yogaen, restorativ yoga, yoga nidra samt almindelig hatha yoga.

Der er efterhånden foretaget et stigende antal videnskabelige undersøgelser på området, som peger på, at integrering af yogaens praksisformer i klinisk praksis kan have en positiv og gavnlig effekt indenfor behandlingen af problematikker som angst, depression, stress og PTSD.