Individuel terapi og psykologisk rådgivning
Individuel terapi er et samtaleforløb, hvor der arbejdes med udgangspunkt i den enkeltes problemstilling, udfordringer, ønsker og behov.
I min praksis er jeg inspireret af forskellige teorier og metoder, og jeg arbejder ud fra en anerkendende, ressourceorienteret, undersøgende og nysgerrig holdning, hvor den enkelte klient er i centrum. Samtaleforløbet kan hjælpe til større selvindsigt, øget indre frihed, større tolerance over for psykiske belastninger samt fokus på egne ressourcer.
Antallet af sessioner i samtaleforløb afhænger af problemstillingen og aftales individuelt.
Problematikker kan bl.a. omhandle:
Stress, Depression, Angst, Krise og sorg, Selvværd/selvtillid, Skilsmisse og samliv, Ensomhed, Mobning, Personlighedsforstyrrelser, Fysisk sygdom, Konflifter på arbejdspladsen, ADHD, Familiemæssige og relationelle problematikker.
Parterapi
Jeg tilbyder parterapi til par, der ønsker at arbejde med deres relation. Både til afklaring omkring deres parforhold, og til par som ønsker at styrke kærligheden i parforholdet og til par, som ønsker skilsmisse. I parterapien arbejder vi med temaer og mønstre, der er centrale for jeres fælles problemstilling.
Mindfulness gruppeforløb
Mindfulness handler om at øve sig i at være i nuet frem for at være optaget af at bearbejde fortiden eller planlægge fremtiden igennem endeløse tankerækker. Mindfulness er en opmærksomhedstræning, der styrker denne form for bevidsthed og søger at forbedre evnen til at være til stede i nuet på en ikke-dømmende måde. Evnen til at bære over med dig selv og være rummelig er derfor en central del af mindfulness træningen. Denne venlige og omsorgsfulde tilgang trænes både i indstillingen overfor dig selv og i relation til de mennesker du omgiver dig med. Opmærksomheden på de fysiske fornemmelser og evnen til at være til stede fra øjeblik til øjeblik styrkes gennem meditation, bevidst afspænding og lette og simple yogaøvelser. Konkrete mindfulness-øvelser er den bedste måde at få integreret mindfulness i hverdagen, så du kan opleve større overblik og øget fleksibilitet i din hverdag.
Kursusformen er oplevelsesorienteret og veksler mellem, korte oplæg, meditation, bevægelse og lette kropsøvelser og yoga, træning i kropsbevidsthed, åndedrætstræning, opmærksomhedsøvelser og afspænding.
Undersøgelser viser, at mindfulness har en forebyggende og endda helbredende effekt over for f.eks. stress, depression, kroniske smerter, anspændthed og angst.
Ved at lære at være bevidst tilstede i nuet og træne din opmærksomhed, kan tilbagevendende stress og depression effektivt afhjælpes og forebygges.
Du behøver ingen erfaring med meditation eller mindfulness. Jeg har tilpasset kurset, så alle kan være med.
Der må påregnes tid til hjemmeøvelser. Der er ikke tale om gruppeterapi, men derimod om træning af den enkeltes evne til øget bevidst nærvær og koncentration.
Praktisk:
Et mindfulness gruppeforløb er på i alt 16 timer og strækker sig over 8 uger á 2 timer. Holdet bliver på max 6 personer.
Mindfulness forløbet vil foregå efter aftale med Louise Tønnesen. Du er meget velkommen til at sende en e-mail til: louise2th@yahoo.dk, så vil du blive kontaktet hurtigst muligt.
Tilmeldingsfrist: Så længe der er ledige pladser.
Kropsorienteret yoga
I kropsorienteret yoga behøver du ikke være smidig eller have nogen form for erfaring med yoga. Her arbejder vi med at balancere nervesystemet ved hjælp af simple og lette yogaøvelser som tilpasses den enkeltes individuelle behov samt forskellige solide afspændingsteknikker. Kropsorienteret yoga kan især bruges i behandlingen af stress, angst, PTSD, traumer og depression.
Jeg har gennem de sidste 20 år dyrket forskellige former for yoga og har taget to forskellige yogalæreruddannelser af hver 200 timers varighed godkendt og certificeret gennem Yoga Alliance.
Telefonkonsultationer og online videobaserede konsultationer
Med videobaseret terapi er geografi ikke en barriere, og jeg tilbyder rådgivning online eller via telefon. Så længe du har en telefon/computer med webcam og en internetforbindelse, kan du modtage online konsultationer, selvom du er bortrejst, bor langt væk eller har andre grunde til at foretrække online terapi.
Som hovedregel anbefaler jeg samtaler ved personligt fremmøde, men når afstanden, fysisk eller psykisk lidelse gør det vanskeligt at møde, kan online terapi være en hensigtsmæssig måde at modtage behandling på.
Der kan være mange forskellige grunde til at vælge terapi og rådgivning online.
Videobaserede konsultationer kan være for dig, der:
- bor langt væk fra min praksis eller ikke har en psykolog tilgængelig i dit nærmiljø
- har en fysisk sygdom eller et fysisk handikap, der gør du har mindre overskud til at bruge tid på transport
- opholder dig i udlandet eller rejser meget
- vil modtage terapi i fred og ro i dit eget hjem
- arbejder på skæve tidspunkter
- har en nærtstående, der er alvorligt syg, og har brug for at være så tæt på vedkommende det meste af tiden
- har psykiske problemer, som gør det næsten umuligt for dig at komme ud af døren og tage turen til min praksis
- er forælder til et sygt barn
Online konsultationerne kan eventuelt kombineres med samtaler i mine lokaler, hvis du ønsker det.